Tema 5: Vi er fælles om løsningen

Indsats 2: Samarbejder og fællesskaber

Hvorfor?

Affaldets rejse starter hos borgeren, og for at initiativer kommer til at leve og fungere ude i virkeligheden, må borgerne være med. Derfor vil Renosyd samarbejde med borgere og virksomheder om affaldshåndteringen i lokalområderne, hvilket også har potentiale til at bidrage til at styrke lokale fællesskaber.

Der er forskellige forudsætninger og grader af interesse og engagement i affald blandt borgerne. Nogen er særligt udfordrede, eksempelvis i boligforeninger, hvor sorteringen ofte er dårlig. Derfor er der brug for målrettede indsatser for at imødekomme de forskelligartede udfordringer.

Hvad vil vi opnå?
  • Bedre forståelse af borgernes forbrugsmønstre og adfærd.
  • Bedre kendskab og opbakning til god affaldssortering.
  • Borgerne oplever mulighed for at blive inddraget i beslutninger og initiativer.
  • Understøttelse af lokale, frivillige fællesskaber og ressourcer, der bidrager til affaldsforebyggelse, god affaldssortering mv., herunder initiativer til f.eks. ”stop madspild” og ”nul-skrald”.
  • Identifikation og eliminering af friktioner for borgernes adfærd og motivation ift. affaldssortering.
  • Større fokus på borgernes samlede “ressourceoplevelse”, herunder affaldsforebyggelse og -sortering indenfor, udenfor, på genbrugspladsen osv. 
Hvad gør vi?
  • Der igangsættes i planperioden flere borgerinvolverende initiativer, blandt andet et borgerpanel, der løbende kan inviteres ind som sparringspartner. Derudover etableres projektorienterede fokusgrupper bestående af lokale borgere og interessenter, som kan kvalificere udviklingen af konkrete løsninger/tiltag mv. 
  • Der udvikles og igangsættes i planperioden et koncept for lokale affaldsambassadører. Renosyd faciliterer rammerne for projekter, der har til formål at fremme lokalt ejerskab og fællesskab omkring affaldssortering mm. i lokalområderne tæt på beboernes hverdag. Indgangsvinklen her kan være diverse lokalråd, borgerråd, frivillige foreninger, beboerforeninger og lignende. 
  • Renosyd bidrager til afholdelse af arrangementer og events, der involverer borgerne i affaldssortering og affaldsminimering.
  • Renosyds samarbejde med viceværter i boligforeninger om bedre affaldssortering udvikles.
  • Muligheder for at understøtte lokale fællesskaber som vej til forbedret affaldssortering, affaldsminimering mm., eksempelvis deleøkonomiske initiativer, undersøges nærmere.
  • Renosyd medvirker i løbet af planperioden i et ph.d.-projekt i samarbejde med Dansk Affaldsforening. Det har til formål at skabe bedre indsigt i affaldssortering og -håndtering i borgernes hverdag – som grundlag for at udvikle bedre affaldsløsninger for den enkelte.