Tema 2: Flere ressourcer ud af affaldet

Indsats 4: Bedre håndtering og udnyttelse af jord

Hvorfor?

Det er et overordnet succeskriterie i Affaldsplan 2019-2022, at den samlede mængde affald, der produceres af borgere, virksomheder og kommunale institutioner i Skanderborg og Odder Kommuner reduceres, og at ressourcerne i affaldet udnyttes bedst muligt. 

Jord er en af de ressourcer, der potentielt kan udnyttes bedre. Der er store mængder jord i omløb, som håndteres dels af kommunerne og dels af Renosyd via genbrugspladserne. Der er potentiale for at udnytte en del af disse jordmængder bedre ved i højere grad at håndtere jorden som en genanvendelig ressource med flere sidegevinster frem for som affald, man ”blot” skal skaffe sig af med.

Der har traditionelt ikke været særligt stort fokus på, hvorvidt jord kan genanvendes lokalt til nye projekter på en mere bæredygtig måde, i forhold til blandt andet transportafstande og den funktionelle anvendelse af jordvoluminer. Derfor er det et indsatsområde i Affaldsplan 2019-2022, at jord i højere grad end i dag skal genanvendes på en bæredygtig måde lokalt i Skanderborg og Odder Kommuner. 

 Hvad vil vi opnå?
  • Mindre forbrug af jomfruelige materialer og bedre lokal udnyttelse og genanvendelse af jord som værdifuld ressource.
  • Forbedret service overfor lokale virksomheder ift. transportafstande, logistik med håndtering af jord mm.
  • Der kan være en positiv gevinst ved at igangsætte initiativer, som udover at løse praktiske udfordringer med bortskaffelse af jord, kan skabe lokal værdi for borgerne. Dette kan eksempelvis være i form af indretning af fysiske rum/landskaber, opbygning af sundhedsanlæg eller sundhedsfaciliteter, klimasikring af lokalområder, udformning af støjvolde mm.
Hvad gør vi?
  • Muligheder for samarbejde mellem Renosyd og kommunerne omkring fastlæggelse af rammer, roller og principper for jordhåndtering i og på tværs af kommunerne skal afklares.
  • Muligheder for at etablere et lokalt modtageanlæg for jord i Skanderborg og/eller Odder Kommune skal undersøges. 
  • Der skal arbejdes for at reducere de samlede mængder jord, der ender som affald, blandt andet gennem kommunikation til borgerne om at udnytte jord fra egne haver lokalt i stedet for at køre det på genbrugspladsen som affald.